Er der virkelig ikke noget at se?

En ven af mig - Molli Marcussen – introducerede mig for sit hjemmegjorte begreb “Sonisk Upcykling” og jeg faldt pladask for det, da det indeholder så megen “tagen stilling til verden”, at man på det nærmeste kunne kalde det for en ideologi på linie med feminisme, økologi og socialisme (Ja, vi er vist ude i noget venstreorienteret!).

"Flyt til papirkurv" eller?

“Flyt til papirkurv” eller?

Konceptet går i al sin simpelthed ud på at anerkende det lydmateriale, man har i hænderne, og få det bedste ud af det. Ikke noget med at falde i staver over “fejl” og mangler, for de begreber findes slet ikke her. Til gengæld må man tage de skævheder, som er indlejret i materialet og forskønne dem, løfte dem op og hjælpe dem på vej. Det er ren og skær humanisme overført til lyd! Jeg er i hvert fald solgt! Samme ideologi oplever man iøvrigt inden for støjrock, glitch og Musique Concrete, men måske er tiden kommet til at opdatere begreberne, så vi kan overføre konceptet til en moderne virkelighed med en udpræget usund perfektionisme og en brug-og-smid-væk-kultur, som i høj grad også gør sig gældende i kunst-og musikbranchen?

Sammen med Louise Tandrup Esbensen og Rikke Sabrina Jensen har jeg lavet lydværket “Hvad ser du, når du kigger ud?”, hvis udgangspunkt var selvsamme ideologi, men med afsæt i synet, hvorfor man passende kunne kalde vores værk en blanding af “Sonisk og “Visuel Upcykling”. 

DSCN8356DSCN8360

Grundlæggende er værket et modsvar til tendensen: kom hurtigst muligt videre! Dette gælder både i forhold til at omfavne stationens lyde (at upcykle dem), men helt konkret i værket: At benytte Vallensbæk Stations mulighedspotentiale, dens “befolkning” og en panoramaudsigt fra trappeopgangen, som man almindeligvis ikke prioriterer at dvæle ved. For kan det passe, at “Der er ikke noget at se”, som en ung Vallensbækianer f.eks. udtalte foran vinduet, eller handler det vitterligt om øjnene, der ser? (Ja! Den var retorisk!) Man kan jo så vælge at give ham ret eller at lade være, men som udgangspunkt er udtalelsen vel forkert, da der altid vil være “noget” at se – uanset hvor, man ser hen.

Så… Har vi presset citronen med dette lydværk og gjort noget dybt ordinært sensationelt á la en gammel madpakke kørt igennem et instagramfilter? Ikke i min optik, men dér vil jeg vende blikket mod det faktum, at alle sanser kræver nærvær, hvis det de perciperer skal fungere lindrende, pirrende og “groundshaking” på os. Og det fornøjelige ved vores værk er faktisk, at sanserne her optimerer hinanden, idet værket er situationelt forankret og ørerne “lænket” til væggen med et kabel, så syn og lyd går hånd i hanke.

DSCN8353 DSCN8346

Værket inviterer til et møde med en fremmed, som ligeså kan placere sine høretelefoner i brikken på væggen, men hvorvidt denne traditionelt meget private intimsfære i stationens rum reelt vil blive brudt er tvivlsom. Forhåbentlig kan de to indgange i hvert fald symbolisere mødet og en vigtig “pause” på stationen som transitområde, såvel som i vores liv som hele.

For lige at vende tilbage til den soniske upcykling, så vil jeg pointere at vores værk rent stilistisk primært er inspireret af alternativ og dagdrømmende musik og dokumentarkunst, hvor vi har benyttet reallyde som instrumentale virkemidler. Blandt andet har vi benyttet en optagelse med “for meget” støj og vind, som et katharsis-element over værkets midte, som lydligt vasker tavlen rent og giver plads til et roligt momentum i værkets slutning. Derudover har vi samplet rejsekortets check-ind-signatur-lyd, så den både optræder som en spacey synthesizer værket igennem og som et behageligt skurende orgel under før nævnte momentumsoutro. For lige at dvæle ved netop denne “orgellyd”, så har den netop pga. dens reallyds-væsen nogle indlejrede medlyde, som for det første er opstået ud fra et tilfældighedsprincip, og som for det andet er årsag til, at lyden som hele er støvet, rustik og kælen. Detaljerigdommen ville altså ikke være opstået i samme grad, hvis lyden var genereret syntetisk.

DSCN8352 DSCN8362

Det er dog ikke et mål i sig selv, at “Hvad ser du, når du kigger ud” skal være upoleret, for værket har ved gud været igennem grundig programmering i Logic og Ableton, hvor vi på bedste vis har optimeret, bearbejdet og udglattet, hvad vi kunne. Selvklart! Værket er stilistisk ufarligt og venligt i forhold til støj-lydkunst, som den er mest, men vi har eksempelvis været bevidste om det faktum, at tyggegummismasken fra kinden på et kvindeligt interviewoffer – død og pine – ikke skulle equalizes væk. Den rå virkelighed er jo charmerende netop fordi den er uforudset og uperfekt. Og med en håndfuld tryllestøv, en stor saks og adskillige kopper kaffe, har vi gjort vores til at gøre disse visuelle såvel som auditive virkeligheder endnu mere magiske og let spiselige. Bon apetit og god rejse!

Udstillingen “Brief Encounters” er at finde i DIAS kunsthal på Vallensbæk Station til og med d. 7. juni. Husk høretelefoner!

Hvad ser du?

Togstationen er den perfekte platform for dagdrømme.
En transitzone mellem hvor man var før, og hvor man er på vej hen.
Et sted hvor kroppen passivt følger stationens signaler og udkald (allerede indstillet på at blive transporteret). Tankerne får frit løb. En underlig følelse af at være til stede og ikke-tilstede. Flygtige møder med andre mennesker – andre rejsende. Alle i hver sin boble.

Det lydværk som jeg, sammen med Rikke Sabrina Jensen og Maja Gry Brøns vil præsentere på Vallensbæk station, forsøger at ramme ind i denne transittilstand. Et sted mellem forestillinger og virkelighed.
Vi har spurgt en række mennesker på Vallensbæk station, hvad de ser, når de kigger ud af det store panorama vindue (læs evt. mit tidligere blogindlæg.)
Vi har bedt dem om at beskrive udsigten i detaljer som var det et billede. Mens jeg interviewede de forskellige mennesker og lyttede til deres beskrivelser af landskabet trådte der pludselig former og farver frem, jeg ikke selv havde bemærket. Med den ene beskrivelse lignede det et idyllisk landskab, med den næste et fortabt sted. Nogen så triste træer, andre så træer som ville blive fyldt med blade om sommeren, mens andre så ting jeg vitterligt ikke selv kunne se. Det blev hurtigt tydeligt, i hvor høj grad det fysisk sete var blandet sammen med den enkeltes subjektive sindstilstand, forestillinger og drømme.

EnhjørningSelve lydværket består af brudstykker fra de forskellige personlige beskrivelser af udsigten, blandet sammen med samples af ikoniske, manipulerede reallyde fra stationen så som rejsekortsblippet og lyden af et tog i bevægelse. Forvrængede versioner af stationens egne lyde er således med til at iscenesætte stemmernes beskrivelser.
De forskellige samples er, med et meget beskedent nik til Steve Reichs Different Trains, struktureret ud fra de stemninger og lydkvaliteter, der ligger i de forskellige stemmer og fortællinger. Musikalske og rytmiske aspekter er tænkt som en måde at understøtte det fantasifulde ved beskrivelserne af det sete.
Lydene skaber tilsammen et dynamisk sindbillede af den faktiske udsigt.

“Listening offers another point of view, an alternative perspective on how things are, producing new ideas on how they could be (…), and how we could include sound’s invisible formlessness in a current realization and valuation of what we understand to be the actual world.”

Citatet stammer fra den schweiziske kunstner og forfatter Salome Voegelin, for hvem lyd og lytning har et kritisk potentiale. Lyd kan bidrage til erkendelse af potentielle versioner af verden som umiddelbart ikke er synlige for os. Læs mere her.

Christina Kubish lydværk Electrical Walks er et eksempel på, hvad Voegelin med andre ord kalder possible impossible worlds. Et værk, hvor lytteren bliver monteret med hørebøffer, der kan opfange elektromagnetiske impulser og omsætte dem til lyd. Således kan lytteren gå rundt og lytte til byens ellers usynlige elektromagnetiske felter.

 Christina Kubish

I værket Hvad ser du? skaber lyden adgang til et intimt møde i det offentlige rum. Lyden trænger ind i boblen mellem rejsende og skaber adgang til andre versioner af den fælles udsigt.
Lytterens eget blik på udsigten vil gennem lydværket blive konfronteret med et andet blik. Gennem det audiovisuelle clash kan potentielle nye sider af verden muligvis komme til syne.

Stemmer fra det ydre rum

Det er mellem lyden og os selv, at lyd bliver til lyd. Lyd er aldrig noget i sig selv værende. Eller er den? Dette spørgsmål reflekterer den amerikanske videnskabsfilosof Don Ihde over i værket Listening and Voice fra 1976. I værket beskæftiger Ihde sig således med den fænomenologiske tilgang til lytningen og forsøger dermed med udgangspunkt i Martin Heidegger og Edmund Husserl at beskrive mødet mellem mennesket og lyden. Er det muligt at betragte en lyd som man ville betragte et objekt, og i så fald kan vi da betragte lyden som noget i sig selv værende? I sidste ende må Ihde dog erkende, at menneskets møde med lyd altid vil resultere i et intersubjektivt møde, og at vores forudindtagede opfattelse af lydens betydninger og konnotationer altid vil være en vigtig medspiller i vores grundlæggende opfattelse af lyd.

Denne filosofiske diskussion har efterfølgende fået mig til at reflektere over de forskellige betydningsniveauer i vores fornyligt færdigproduceret lyddesign Hvad ser du når du kigger ud?, som jeg har udarbejdet i samarbejde med Maja Gry Brøns og Louise Tandrup Esbensen. I et komplekst lydmix af reallydsoptagelser og stemmer fra stationen tager dette lyddesign udgangspunkt i en række menneskers beskrivelser af udsigten fra det store panoramavindue på Vallensbæk Station. Disse beskrivelser har vi efterfølgende klippet op og sat sammen i nye tvetydige kompositioner i et forsøg på at fremhæve, hvor forskelligt vi egentligt opfatter de ting vi ser. Ihdes refleksioner over lyden som ’det i sig selv værende’ fik mig derfor til at genoverveje forholdet mellem det vi ser og det vi hører. Hvis vi betragter en udsigt forskelligt fra hinanden, hører vi den så også forskelligt? Hvilke diskrepanser og harmonier opstår i forbindelse med det audiovisuelle møde? Kan de lyde vi høre influere den måde vi opfatter udsigten på?

B1

I værket Audi-Vision – Sound on Screen (1994) undersøger den franske komponist Michel Chion forholdet mellem lyd og billede. Med begrebet ’added value’ eksemplificerer Chion, hvordan lyde kan tillægge det visuelle en fornyet betydning, og omvendt hvordan et billede kan være med til at identificere og definere det hørte. Chion forudser på denne måde, at vi automatisk forsøger at danne os en kausal sammenhæng mellem det vi ser, og det vi hører. På samme måde beskæftiger filmskaberen David Sonnenschein sig med forholdet mellem det vi hører, og det vi ser i værket Sound design: the expressive power of music, voice, and sound effects in cinema (2001). I denne forbindelse nævner Sonnenschein fire forskellige lytteformer som er med til at bestemme, hvordan vi fortolker det vi hører. Disse fire lytteformer kalder han reduceret, kausal, semantisk og referentiel lytning. Ifølge Sonnenschein er hver af disse lytterformer med til at bestemme vores subjektive oplevelse af lydene omkring os.

Det har derfor stor betydning, hvordan vi vælger at lytte, når vi lytter til hinanden og til vores omgivelser. Med vores lyddesign Hvad ser du når du kigger ud? præsenteres du for et audiovisuelt møde med udsigten, lyden og ikke mindst dig selv. Hvis alt går vel, vil dette audiovisuelle møde åbne dine sanser og tillade dig at træde ind i et hidtil uset univers. Kan lyden af et andet menneske påvirke din måde at betragte udsigten på?

Check ud?

IMG_0534

Hver dag rejser 2212 personer afsted fra Vallensbæk Station, mens kun 2108 personer vender hjem. Man kan altså sige, at der dagligt forsvinder 100 personer fra stationen. Hvor mon de er taget hen?

Sådan introduceres det lydværk, som jeg har produceret i fællesskab med Christine Runøe og Astrid Villumsen. Tallene fandt vi under DSB’s passagerstatistik og de satte omgående tanker og ideer igang. Ved at tage udgangspunkt i de umiddelbart tørre facts, havde vi mulighed for at lave et meget stedsspecifikt værk til Vallensbæk Station, og samtidig give fantasien frit spil. For hvis man skulle tage tallene helt bogstaveligt, hvor kunne alle disse mennesker så potentielt forsvinde hen?

Flygtige møder

Det er så kedeligt at vente på toget indtil vi påbegynder vores rejse. Men når vi checker ind med vores rejsekort, checker vi så i virkeligheden ud fra ventepositionen? Kunne denne tilsyneladende helt almindelige dag være starten på en mordgåde, hvor mennesker på mystisk vis ville forsvinde fra togkupeen en efter en? Eller hvad kan der mon være for enden af tunnelen? En fremmed tidsdimension eller måske.. en tropisk ø? Tallene fra statistikken, og den kedelige ventetid, åbner op for flygtige tankemøder med de muligheder og umuligheder, der i fantasien kunne opstå med Vallensbæk Station som afsæt.

Hen imod slutningen af vores lydværk udfordres mødet i en mere direkte forstand: mødet med de andre ventende passagerer på perronen.

Stationen som rum er særligt, idet det er et transitsted. Det er et springbræt som fører i mange retninger og et flygtigt gennemgangssted for rejsende som skal videre fra den ene destination til den anden. Trods alt er stationen stedsspecifik og langt fra anonym. Vi har som passagerer et fælles tilhørsforhold til dette sted, og vi skal alle sammen med toget, men vi taler ikke sammen. Hvad ville der mon ske hvis man henvendte sig til den person der står derovre?

Lyt videre herfra

Som nævnt ovenfor er min gruppes lydværk stedsspecifikt i forhold til Vallensbæk Station og DSB’s passagerstatistik, men det er også knyttet til stationen som rum generelt. Hvilke lyde findes der på stationen og hvad sker der når man udfordrer dette rum?

Det har blandt andre Janet Cardiff eksperimenteret med i sine audiowalks, hvor hendes intime disembodied kvindestemme udfordrer vores opfattelse af tid og rum i det lydlige miljø på stationen. Mange faktorer spiller ind i vores auditive perception og vi bliver forvirrede når det visuelle ikke er i sync med det lydlige.

Men helt grundlæggende for vores auditive perception er måden vi lytter på. Vi lytter multifokuseret: vores hjerne er i stand til indsamle og sortere lydlige informationer gennem forskellige psykologiske og perceptuelle processer. Blandt teoretikere som har beskæftiget sig med dette, er David Sonnenschein fremtrædende. Han går ud fra Michel Chions tre lyttemodi reduceret, kausal og semantisk men tilføjer også det referentielle lyttemodus som understreger, at vi altid lytter i en social og historisk kontekst:

“Referential listening consists of being aware of or affected by the context of the sound, linking not only the source but principally to the emotional and dramatic meaning.” (Sonnenschein s. 78)

Vores referenceramme er altså medbestemmende for vores auditive perception, men også for lydenes følelsesmæssige og dramatiske betydning. På samme måde spiller musikalske referencer en stor rolle for lytterens oplevelse og tilmed er sådanne referencer i mange sammenhænge et vigtigt fortællegreb. Vores lydværk er stærkt præget af musikalske klicheer, et virkemiddel som vi har valgt at bruge, fordi det river lytteren med rundt i nogle forskellige stemninger og samtidig understreger værkets fantasifulde aspekt. ‘Kliché’ klinger måske mere negativt end positivt, men det er trods alt en garanti for genkendelighed og en godt værktøj, når man må sætte al sin lid til den lydlige del (som her er den vigtigste del) af et værk. Overdrivelse skal her fremme forståelsen. Musikklichéerne er desuden med til at skabe kontrast mellem de mange flygtige dagdrømme, samt at skabe dynamik i værket, som ellers primært består den kvindelige speak. Kontrasten opstår selvsagt mellem de forskellige musikalske referencer, men også i kraft af pludselige cut. Janet Cardiff har også gjort brug af lignende effekter i sine audiowalks – et bevidst valg hun har taget for at beholde lytterens opmærksomhed:

“[…] sudden changes of mood and shifts in atmosphere are important for holding the participant’s attention and preventing one aspect of the narrative from becoming too dominant.” (Schaub/Cardiff s. 19)

Hvad enten virkemidlet er musik, stemme eller andre lydlige komponenter, er det en spændende udfordring at fortælle alene med lyd, særligt når fantasien får frit spil.

Reduceret lytning; et spørgsmål om bevidsthed

Vores intention med værket S-tog odyssé var at arbejde med Rejsen og Rytmen, som det fælles skabende for mennesker på stationen. I værket etableres et soundscape af Vallensbæk station, dernæst en rytmisk fortolkning af togrejsen, der kulminerer ud i rummet, for til sidst at vende tilbage til stationen igen.
Selvom værket bygger på et abstrakt narrativ om rejsen, bliver jeg alligevel nysgerrig på, om der er dele af værket, hvor muligheden for reduceret lytning opstår, – i kontrast til en kausal måde at lytte på. Her tænker jeg specifikt på den overgang, hvor man hører
S-togsdørene lukke, og toget begynder at køre (minut 00.50 – 02.20).

Begrebet reduceret lytning er grundlagt af den franske komponist og lydteoretiker Pierre Schaeffer (1910-1995), og bygger på den idé, at vi må lytte til lyd uden at forbinde lydfænomenet til en fysisk lydkilde, men i stedet høre lyden som et fænomen i sig selv. Lyden skal altså ikke have noget andet formål end at optræde som lyd, – ikke henvise til et fysisk objekt, ikke fortælle en historie, ikke få én til at føle noget bestemt. Denne måde at lytte på ligger sig altså op af den fænomenologiske måde at sanse verden på, hvor vi må percipere tingene som de fremtræder for os og ikke ligge et fortolkningslag ned over fænomenet.

Den franske professor og komponist Michel Chion (1947- ) har behandlet Pierre Schaeffers teori, og beskriver hvordan reduceret lytning ikke nødvendigvis er en let tilstand at opnå. Det kræver, at man hører lyden igen og igen, indtil ens behov for at koble lyden til en fysisk lydkilde forsvinder. Det kræver altså nødvendigvis en rum tid, før man kan komme i den rette måde at lytte på. Schaeffer påstod, at det at lytte akusmatisk (at lyden er adskilt fra dens lydkilde) kan være en måde at komme ind i tilstanden af at lytte reduceret. Men Chion beskriver hvordan dette nødvendigvis ikke er løsningen, for så snart vi hører noget, vi ikke kan genkende, spørger vi ”hvad var det?” (dvs. ”hvad stammer dén lyd fra?”).

Når jeg lytter til den omtalte del af S-tog Odyssé (00.50-02.10), er det også dette spørgsmål jeg rammes af. Når toget begynder at køre, opstår der underlige, subtile lyde – både lyde jeg genkender (dvs. kausal lytning), og lyde som jeg ikke kan beskrive. Min opmærksomhed skærpes og jeg rammes af spørgsmålet ”hvad er det?”. Min hjerne søger automatisk efter den fysiske lydkilde. Er der her opstået reduceret lytning eller er jeg stadig ”fanget” i kausal lytning? Chion ville mene, at jeg ikke lytter reduceret, og at det kræver at lytte til værket mange gange, før reduceret lytning opstår. Men man kunne argumentere for at jeg erfarer en form for reduceret lytning, i kraft af, at min hjerne lytter kausalt. At fordi mine sanser forsøger at genkende lydkilden, bliver jeg ekstra opmærksom på lydene i sig selv, og derved er jeg i en form for reduceret lytning. Hvorvidt dette stemmer overens med Schaeffers og Chions teori og den aktuelle lyttesituation kræver mere undersøgelse, men det kan være et bud på én måde at forstå denne del af lydværket på.

Den fantastiske uoverensstemmelse

Hvordan kan et lyddesign påvirke vores opfattelse af omgivelserne? Kan lyd ændre rummet?

Når jeg skal med toget, så hører jeg som regel musik eller podcasts på min telefon eller min iPod. Jeg har mine store høretelefoner på, der skærmer mig for verden og påvirker min sansning af det fysiske miljø omkring mig. Jeg forsvinder ligesom ind i en eller anden form for koordineret bevægelsesstrøm, der leder mig fra én station til en anden. Jeg bliver en passager sammen med alle de andre. Jeg får ikke øjenkontakt med dem, for det gør man ikke. Vores kroppe og bevægelser er synkroniserede, men jeg registrerer knap nok, at de er der. Vi har et fælles udgangspunkt. Vi rejser fra det samme sted. Vi skal bare ikke det samme sted hen.

Da vi på Auditiv Kultur-holdet fra Københavns Universitet fik at vide, at vi skulle udarbejde et lyddesign til en udstilling til DIAS på Vallensbæk station, så kom jeg med det samme til at reflektere over denne ’offentlige transport-attitude’. Det kunne være interessant at lave et lydværk, der undrede sig over den, viste den frem og måske ændrede lidt på den for en stund.

Min gruppe og jeg har arbejdet på lydværk, som distribueres via en QR-kode, der sættes op på stationen. Passagererne kan scanne koden med deres smartphone. Dermed hentes en podcast på knap 7 minutter, som de kan høre – og tage med sig. I toget, på stationen, på cyklen. Vi var fra start af enige om, at vi ville skabe et lyddesign, der rummede en form for narrativ om stationsrummet som udgangspunkt, hvorfra hele verden i princippet står åben.

Kvindens kropsløse stemme

Vi har ladet os inspirere af den canadiske lydkunstner Janet Cardiff og to installationer, som hun har lavet henholdsvis alene og i samarbejde med sin mand, George Bures Miller. Ligesom vores eget produktion til DIAS kunsthal tager Cardiff/Miller’s ”Alter Bahnhof Videowalk” fra 2012 udgangspunkt i togstationen:

Her leder en blød, lavmælt kvindestemme lytteren gennem stationsrummet. Selve stemmekvaliteten er vigtig for værket; den nærmest hypnotiserende stemme bliver, i samspil med billedkompositionen, illusionsskabende i det faktiske rum, som brugeren befinder sig i. I introduktionen til The Walk Book fortæller Janet Cardiff selv om sine tanker om stemmen i værket:

”It’s not an acted voice like a radio announcer’s voice. People aren’t going to relate to that. When you’re talking to them very closely – the way I record my voice it sound like it’s almost coming out of their heads – it’s like it’s coming from between their ears. Then if I talk very calmly and talk as if I’m talking to myself and thinking to myself, it doesn’t make it too creepy.”

Stemmen i værket er personlig og adresserer et du; ikke som en konkret henvendelse, men som en form for indre monolog, netop som om hun taler til sig selv. Stemmen bliver stemmen i lytterens hoved. Dette giver lytteoplevelsen en særlig drømmende, indlevende, skrøbelig kvalitet. Janet Cardiff omtaler selv stemmen som en kropsløs stemme, ’a disembodied voice’, der flyder sammen med lytterens egen fantasi.

Det samme gør sig gældende i et andet af Janet Cardiffs bevægelsesspecifikke lydprojekter, The Missing Voice: Case Study B fra 1999. I uddraget her kan man høre hendes skridt mod fortovet, hendes vejrtrækning og hendes lavmælte, nærmest tonløse stemme, der taler i en associationsstrøm. De naturalistiske lyde af byrummet (duernes vingers tørre basken, bilerne der kører forbi, stemmer fra forbipasserende) kontrasteres af en krigsscene med skudsalver, paniske skrig, huggende lyde fra en helikopter i nærheden, løbende fødder imod jorden.

Fælles for begge lydværker er, at de påvirker lytterens opfattelse af det fysiske rum, hvori værket udspiller sig og henter sine lyde fra. I Alter Bahnhof Videowalk forekommer dette tydeligst i kontrasten mellem det visuelle rum, som værket skaber, og det fysiske rum, som brugeren befinder sig i. The Missing Voice: Case Study B er lydene naturalistiske og fremstiller byrummet, som det er, indtil der forekommer en afvigelse, som aktiverer lytterens fantasi. Herigennem vil lytteren opleve rummet anderledes og interagere med det på en anden måde, end han eller hun ellers ville gøre.

Det her kunne være en helt almindelig dag…

I min gruppe ønskede vi at arbejde med en lignende uoverensstemmelse imellem lyddesignets virkelighed og det fysiske rum, som lytteren befinder sig i. Mange mennesker lytter i dag til musik eller radio, når de kører med toget eller opholder sig i stationsrummet, og intentionen med vores lyddesign til DIAS kunsthal er at indgå i denne indadvendte adfærd for en stund. Lyddesignets formål vil være at drage lytterens opmærksomhed tilbage i det reelle rum og forandre det en smule.

Ligesom i Janet Cardiffs produktioner er det i vores værk den kropsløse kvindestemme, der adresserer et indadvendt, adspredt du. Narrativet i vores design begynder med det uformelle, sniksnakkende retoriske spørgsmål: “Ej, vil du høre noget virkeligt mærkeligt?” Dernæst udfolder den talende en række mere eller mindre fantasifulde refleksioner omkring passagermentalitet og stationen som mulighedsrum, hvorfra man i princippet kunne komme om på den anden side af kloden.

Jeg har indtalt speaken i et lydstudie og monteret speaken i redigeringsprogrammet Hindenburg med reallyde, som er optaget på en togstation. Hvis jeg havde ønsket, at der skulle være et 1:1-forhold mellem lydene og det rum, som lydene fremstiller, så skulle jeg selvfølgelig være taget til Vallensbæk station for at optage, men jeg endte i stedet med at opsøge Nørrebro station i nærheden af, hvor jeg bor, hvis arkitektur minder en del om Vallensbæk stations. Knitren fra sporene, den susende lyd af togene der kører ind på perronen og forlader den igen, signallydene når dørene går op og i, tumulten på perronen, de robotagtige lyde fra “check ind/check ud”-anordningerne og stemplingerne fra klippekortsautomaterne flyder sammen og skaber et genkendeligt rum.

Asta fra min gruppe har med det tilfældighedsbaserede gratisprogram Forester rystet lydene fra stationsrummet sammen, og det er blevet til et knitrende, syret lydbillede med “check ud”-lyden, der hakker igennem det naturalistiske lydmiljø. Herigennem transporteres lytteren fra det velkendte stationsmiljø og ind i fantasien om stationen som en portal med uendelige muligheder. Vi har valgt at bruge SFX-lyde for at opnå en filmisk fornemmelse i lyddesignet, og reallydene er blevet sat sammen på en måde, så de bliver nærmest hyperreal – mere ægte end det ægte. Hyperreal er et begreb, som anvendes af den franske filosof og sociolog Jean Baudrillard til at beskrive kunstens forhold til dét, som den prøver at skildre. I den canadiske komponist Barry Trauxs tekst ”Sound, Listening and Place – The Aesthetic Dilemma” fra 2012 bruges begrebet til at påvise en diskrepans imellem lyd og miljø i konstruktionen af lyddesign.

I min videre refleksion over lyddesignet, som vi har lavet til DIAS kunsthal, vil jeg gerne undersøge begrebet hyperreal yderligere med inddragelse af henholdsvis Jean Baudrillard og Barry Traux. Indtil da håber jeg bare, at folk rent faktisk vil være så opmærksomme på deres distraherede, korrdinerede færden igennem stationsrummet, at de vil opdage og scanne den ophængte QR-kode, så de kan høre det lyddesign, som min gruppe og jeg har produceret. Det kunne meget vel blive starten på en uventet rejse.

S-tog Odyssé – en rejse gennem lyd

Værket S-tog Odyssé (2015) forholder sig til Vallensbæk Station som et offentligt rum, hvor mennesker møder en samfundsmæssig struktur og socialiserer med hinanden. Vi ankommer til stationen som anonyme passagerer med hver vores destination, men indgår for en stund i et fællesskab, der er defineret af synlige og usynlige rammer for vores tilstedeværelse i det offentlige rum. Den enkeltes anonymitet ophæves gennem lydproducerende handlinger som bidrager til det auditive univers på stationen. Når vi eksempelvis går op ad trappen, stempler klippekortet eller taler højlydt i telefon producerer vi lyde, der er med til at skabe stedets identitet.

Det er også et auditivt rum, hvor lydene på skift får os til at skærpe sanserne overfor vores omgivelser. Pludselige og høje lyde afkræver vores opmærksomhed for derefter at forsvinde igen, når vi har gennemskuet lydkilden. Den franske filmteoretiker Michel Chion kategoriserer vores auditive opmærksomhed i en reduceret, en kausal og en semantisk lytning som beskriver, hvordan vi forholder os til de lyde vi møder i vores hverdag:

“While hearing involves receiving auditory information through the ears, listening relies on the capacity to filter, selectively focus, remember, and respond to sound”. Sonnenschein (2001) s. 77

Når vi lytter opmærksomt mod såvel lyd som kilde lukker vi samtidig alle andre lyde ude. Eller gør vi? I fokuseringen mod én enkelt lyd synes vi nemlig samtidig fænomenologisk at forstærke de lyde, vi forsøger at abstrahere fra, hvilket problematiserer den aktive lytning som Chion kategoriserer som reduceret lytning.

S-tog Odyssé (2015) forstærker reallydene på stationen og transformerer dem til et rytmisk univers, der appellerer til auditiv perception, men som også omsættes til en fysisk oplevelse gennem en rytmisk dominerende udvikling i værket. En oplevelse som teorien om entrainment italesætter:

“The perception of space, time, and tone follows certain rules laid down by our sensory system and processed by our brain, while entrainment is a special case of our body and mind being able to syncronize with an external rhythm that can then induce a specific physical or psychological state”. Sonnenschein (2001) s. 77

Teorien om entrainment belyser i S-tog Odyssé (2015) samfundets strukturering i stationens geografiske placering og S-togets tidsplan, som en ekstern rytme over for passagerens afhængighed af denne strukturering. Tematiseringen af samfundets strukturerende rolle vs. individets frihed som formidles til lytteren gennem en rytmisk oplevelse. Værket har premiere den 16. april 2015 på DIAS.

David Sonnenschein (2001) Sound design: the expressive power of music, voice, and sound effects in cinema, Studio City, CA : Michael Wiese Productions

Exit gennem bagdøren

Sammen med Lea Buch og Anders Stokholm har jeg sat mig for at lave et lydværk, som starter på Vallensbæk Station og herfra tager publikum med på en auditiv rejse gennem tid og sted. En rejse som ganske vist starter i A men slutter i hele det romerske, kinesiske, arabiske (etc. …) alfabet på samme tid i ét rytmisk kosmos.

Collage - alle billeder er creative commoms.

Collage: alle billeder er creative commons.

Jeg skal være den første til at indrømme, at vi er ude i et ambitiøst projekt! Måske ligefrem et umuligt et af slagsen? Når vi nu alligevel kaster os hovedkulds ud i det, er det fordi vi har en ven: fantasien. Og netop fantasien og lyden den står i en helt særlig alliance. (Hvem har ikke prøvet at lade fantasien løbe af med sig ved lyden af noget mistænksomt eller ugenkendeligt en aften alene hjemme?)

Siden lyden entrerede filmens verden, har filmfolk været bevidst om denne alliance. Ved hjælp af fantasien kan lyd diktere stemninger og afsløre elementer, som billedesiden i sig selv ikke rummer – og den kan tilmed gøre det på et subtilt og nærmest underbevidst niveau. “Man siger, at et billede kommer ind ad hoveddøren, mens lyd kommer ind ad bagdøren,” har tonemester Peter Albrechtsen således formuleret det i et interview i Ekko.

Ved at fokusere på bestemte lyde, ved at udelade bestemte lyde eller ved at tilføje bestemte lyde, er det muligt at tilføre filmen dimensioner, som ikke giver sig til kende i billedsiden.

I denne scene i Andrei Tarkovskys Nostalghia (1983) hører vi lyden af et savværk (01:30) samtidigt med, at hovedpersonen rekonstruerer et minde. På et intet tidspunkt ser vi savværket, men lyden hjælper os til – på et metaforisk plan – at forstå den rekonstruktionsproces hovedpersonen går igennem.

Som blandt andet lyddesigneren David Sonnenschein har fremhævet er lyden et stærkt virkemiddel fordi den pirrer vores såkaldte sonic imagery. Men som både Sonnenschein og filosof Don Idhe fremhæver, må dette imagery imidlertid trække på vores erfaringer. I forhold til scenen i Nostalghia er vi nødt til at genkende lyden af et savværk, for at forstå den metafor Tarkovsky tilbyder os.

Det samme forhold omkring genkendelighed gør sig gældende på vores forestående rejse. Hvis vi vil igangsætte publikums fantasi, er vi nødt til at give den noget at arbejde med. Fra vores udgangspunkt i et meget genkendeligt lydunivers af Vallensbæk Station kan vi med små skridt bevæge os mod det mere fremmede og langsomt bevæge os ind i et lydunivers, der rækker længere end A-linjens endestation. Langsomt forlader vi repræsentationen for at give plads til fantasien. Hermed håber vi på at åbne op for en ny og kompleks verden. En verden som vi har adgang til, hvis for et øjeblik tillader os selv at tage et exit ud af bagdøren.

Det ska’ opleves!

Der bliver talt meget om oplevelsesøkonomi for tiden. Nu skal oplevelsen sælges og markedsføres og den stive gamle kulturinstitution skal støves af og gøres moderne og rig på oplevelser. Jo flere oplevelser, des bedre – oplevelser sælger!

På mange måder er jeg selv modstander af at markedsføre kulturindustrien med udgangspunkt i at sælge flest mulige billetter. Er der ikke lige nøjagtig en mening i, at dét at tage i tivoli er en anden oplevelse end dét at tage på museum? Skal alle aspekter af kulturindustrien nødvendigvis være lige actionspækkede?

På den anden side kan jeg godt se, at oplevelsesaspektet er vigtigt. Et kunstværk appellerer bare til langt flere mennesker, hvis man som beskuer bliver involveret i det man ser, og dermed får en kompleks følelsesmæssig oplevelse ud af det. I forbindelse med lydværket, som min gruppe og jeg står for, har jeg ikke kunne lade være med at tænkte på, hvorvidt dette værk skriver sig ind i oplevelsesøkonomien. Jeg erkender dog blankt, at værket ikke ligefrem kan sammenlignes med en rutsjebanetur eller en eftermiddag på vandski, men værket indeholder dog alligevel en vis form for interaktion og kan måske derfor siges at være ekstra motiverende for lytteren… eller skulle jeg driste mig til at sige deltageren?

Lydværket går ud på, at lytteren placeres foran panoramavinduet på Vallensbæk Station. På samme tid hører lytteren forskellige stemmer beskrive et træ, en sten, solskin på et hustag, skræl, rustent jern, lyng osv. Først efter at have lyttet til værket i nogen tid og først efter lytteren har forsøgt at afkode betydningen af disse udsagn, går det op for lytteren, at dét der bliver beskrevet for lytteren er den selvsamme udsigt, som han/hun netop står og betragter.

udsigt

Kunstværkets kvalitet består på denne måde i kunstværkets stedslighed og dets tvetydige indhold, som kun bliver klart for lytteren i det øjeblik, lytteren bliver nærværende og skaber forbindelse mellem det der høres og det der ses. Det er altså ikke så meget værket som ’objekt’ der er i fokus, men lytterens ’oplevelse’ af værket. Denne oplevelse viser sig at variere alt afhængigt af hvornår på døgnet værket opleves, hvilke vejrlige omstændigheder værket lader sig præge af, og selvfølgelig øjnene der ser.

I denne forbindelse kunne man med afsæt i Johan Huizingas Homo Ludens derfor spørge indtil hvad ’leg’ og ’legens ånd’ betyder for vores oplevelse af kunsten. Hvad er det for en rolle vi indskriver os i, når kunsten implementerer leg og oplevelse som en del af værkets udsagn?

Som jeg skrev i indledningen af dette blogindlæg, er jeg ikke direkte fortaler for filosofien bag oplevelsesøkonomien, men når det så er sagt, er jeg heller ikke blind over for de mange nye muligheder legen og oplevelserne kan bidrage med

Stemmer fra Vallensbæk station

Togstationen er den første markør på sted, når man ankommer til en by.
Bygningens arkitektoniske udformning, vedligeholdelse og lokale miljø (etc.) er fuld af signaler om stedet. Ligeledes menneskene, der står af toget eller venter på perronen.
Dette første møde på togstationen er et flygtigt møde. Du taler ikke med andre, ved mindre nogen spørger om noget. Du skynder dig gennem bygningen for at komme videre i programmet. Din fornemmelse af stedet skabes af et lynhurtigt indtryk – en fordom, en lugt, et blik.

Vallensbæk station er indrettet sådan, at det første man møder, når man går ned af trapperne fra perronen, er et enormt panoramavindue med udsigt over Vallensbæk.
Landskabet bliver indrammet af vinduespartiets afgrænsninger. Som et billede på en væg. Det skaber en situation, hvor man kan betragte landskabet med en vis distance, inden man forlader transitzonen og selv bliver en del af scenariet.
Vinduet er placeret i et gennemgangsrum, hvilket gør, at folk sjældent standser op og dvæler ved udsigten.

View Vallensbæk

Jeg er sammen med min arbejdsgruppe i gang med at lave et lydværk, som ønsker at få folk til at stoppe op foran vinduet og reflektere over dette møde med et sted, som vinduet iscenesætter på stationen.
Derfor har vi været på feltarbejde på Vallensbæk station. Vi har talt med forskellige mennesker og placeret dem foran vinduet for at finde ud af, hvad de ser, når de kigger ud. Et spørgsmål, som kastede ret forskellige svar fra sig.
Én så flotte bygninger og nydelige træer. En anden så affald og vinterpint natur. Én så et trygt og dejligt område, en anden så et dårligt miljø. Én bemærkede, hvordan stenene ved jernbaneskinnerne funklede i solen, en anden sammenlignede samme sten med kul.
Det fysiske billede trådte forskelligt frem, alt efter, hvem der beskrev det. Detaljer blev pludselig synlige, mens andre forsvandt.

11025681_10153636947932166_3379391205501708727_o

Vi vil skabe et lydværk, som fletter alle disse beskrivelser sammen i et potpourri af forskellige perspektiver på det samme: den fælles udsigt.
Lytteren vil blive placeret ved selvsamme vindue med hørebøffer på, og kan dermed stå og betragte udsigten mens vedkommendes eget blik møder en andens.
Lydværket vil dermed skabe en form for dialog mellem mennesker, der muligvis ikke ville stoppe op og tale med hinanden.